Anbefaling

I morgen d. 8. juni udkommer Mads Bunchs bog Samtidsbilleder på Dansklærerforeningens Forlag. Jeg har været konsulent på manuskriptet og anbefaler bogen til alle med interesse for nyere dansk prosa.

Samtidsbilleder behandler realismen i dansk litteratur i perioden 1994-2008 og redegør for den modreaktion mod de tidlige 90’eres minimalisme som Bunch sporer i de senere års tendens til mere fabulerende og/eller omverdensvendt realismeprosa: slægtsromaner, kollektivromaner, storbykunstnerromaner og noveller og romaner om kernefamiliens opløsning, storbysingleliv, den sociale arv og meget andet.

Jeg er glad for Bunchs afsnit om Rådhusklatreren, og jeg håber at mine forfatterkolleger også vil være tilfredse med analysen af deres værker selvom der af gode grunde ikke kan være tale om udtømmende analyser i en bog der når omkring ca. 150 værker alt i alt.

Foruden at give et dækkende overblik over periodens realismelitteratur er det Bunchs ambition at lave et modstykke til det han betragter som den traditionelle form- og sprogorienterede danske litteraturkritik personificeret ved bl.a. Lars Bukdahl og Marianne Stidsen.

Bunch er først og fremmest interesseret i indhold og de større tematiske sammenhænge (hvilket stemmer meget godt overens med forfatternes fokus i de værker han behandler), og i bogen argumenterer han for hvordan den form- og sprogorienterede læsestrategi kommer til kort i mødet med den toneangivende realistiske prosa i perioden.

God læsning! Se mere her.

Udsolgt!

Jeg kan nu melde udsolgt. 300 Fælder-bøger er afsat på bare tre dage. Det har vist sig virkelig at være en god beslutning at opkøbe restoplaget og redde det fra makuleringen! Jeg må indrømme at jeg havde en vis frygt for at sidde tilbage med en ordentlig bunke bøger, men det har vist sig at rigtig mange mennesker synes det er sjovt både at hjælpe med redningsaktionen, at skaffe sig nogle billige, næsten gratis bøger, og at få en bogpakke sendt direkte fra forfatteren selv.

Så nu er skriveværelset for en stund omdannet til postkontor samtidig med at der kommer folk forbi lejligheden for at hente eksemplarer selv. Det er på den ene side en kraftig forstyrrelse i arbejdet med min nye roman (Fælder-projektet ender med at stjæle en hel arbejdsuge), men på den anden side er det virkelig skægt. Og det glæder mig selvsagt utroligt meget at se bøgerne stryge af sted til folks reoler uden at en eneste må på forbrændingen!

Jeg kan også godt lide at bøgerne geografisk fordeler sig pænt rundt i landet (nogle stykker er også sendt til folk bosiddende i udlandet), og at aftagerne er en broget flok bestående af familie, venner, gamle skolekammerater, bibliotekarer, læsere jeg kendte i forvejen, læsere jeg ikke kendte i forvejen, og folk fra bogbranchen: forfatterkolleger, forlagsredaktører, anmeldere.

Tak til jer alle!

Få en signeret bog

Restoplaget af min debutbog fra 2002 Fælder står foran at blive makuleret fordi der ikke er nok salg i bogen længere. Men jeg vil prøve at redde de resterende 300 eksemplarer. For jeg vil selvfølgelig hellere have at bogen kommer i læsernes hænder – eller i det mindste ind i folks reoler – end at den ryger i makulatoren! Derfor har jeg købt hele restoplaget og tilbyder nu alle interesserede et eller flere signerede eksemplarer af Fælder.

Fælder, som består af 35 korte tragikomiske historier, blev godt modtaget ved udgivelsen – med enkelte undtagelser. Her er to gode anmeldercitater og et enkelt grumt:

”Kim Blæsbjerg har en original forestillings- og iagttagelsesevne, og han formår at forme foruroligende og pirrende fortællinger, der giver appetit på mere.”
Eva Pohl i Berlingske Tidende

”Blæsbjerg kan sit kram, hans novelletter fungerer fremragende, de pirrer og underholder og maner til eftertanke, og der står forfærdelig meget mellem linjerne ...”
Nikolaj M. Lassen i Weekendavisen

”Hans hovedpersoner boltrer sig det meste af tiden i laverestående følelser, hævngerrighed og nedrige reaktionsmønstre ... Vi får adgang til de mest intime, forbudte og usympatiske betroelser ... Hvor skal denne svælgen i vores lavere instinkter føre hen i et større perspektiv? Det har jeg også svært ved at se ... Hvad der råber op i ansigtet på læseren, er en til himlen skrigende kvindeforagt og kønsangst.”
Jakob Steen Olsen og Erik Skyum-Nielsen i Information

(Olsen og Skyum har da i det mindste ikke kedet sig under læsningen ...)

Jeg tjener ikke noget på at sende Fælder ud til læserne, beder kun om at få dækket mine omkostninger med at erhverve bøgerne og med porto.

Så hvis du gerne vil modtage et signeret eksemplar af Fælder med posten, skal du bare sende mig en mail med din adresse og så indbetale 23 kr. på min konto i Nordea:

reg.nr: 2108
kontonr.: 0349523388

så sender jeg en bog af sted.

Min mailadresse: kimblaesbjerg@gmail.com

Hvis du gerne vil have flere end én bog, så send en mail, men vent med indbetalingen, for så afhænger prisen jo af antal bøger og porto. Den undersøger jeg i det enkelte tilfælde. Det samme gælder for jer der bor i udlandet: Hvis I vil have en bog, så send bare en mail i første omgang.

Man kan selvfølgelig spare portoen hvis man har mulighed for at komme forbi Oehlenschlægersgade på Vesterbro og hente bogen selv. I så fald er prisen en femmer pr. stk. Send en mail – så aftaler vi nærmere.

Hvis bogen skal bruges som gave, så skriv evt. hvem den er til – så laver jeg en personlig signering til vedkommende.

Lidt om research

Når man foretager roman-research om et historisk emne, er det ret naturligt at gå til historiske værker som det første. Men dernæst er det for mig helt afgørende at gå til fiktionen, kunsten og populærkulturen for at få den mest nuancerede fornemmelse for en periode, dvs. studere et udvalg af eksempelvis de romaner, film, teaterstykker og den musik der er blevet skabt i perioden (hvis altså vi taler om en periode i nyere tid). Meget enkelt formuleret kan man sige at historiebøgerne forsøger at fortælle hvordan en bestemt periode var, mens kunsten og populærkulturen fortæller hvordan perioden føles – og det sidste er dybest set det vigtigste når man skriver romaner. Jeg bruger udtrykket 'kunsten og populærkulturen' fordi værkernes kunstneriske kvalitet sjældent er afgørende for den værdi de kan have som research-objekter, hvilket nedenstående liste også viser.

I begyndelsen af arbejdet med Rådhusklatreren havde jeg en idé om at bogen skulle handle om den kolde krig. Senere ændrede fokus sig en del, og den kolde krig blev ét blandt mange emner i bogen. Men min interesse for konflikten betød at jeg indledningsvis orienterede mig om hvad der var blevet lavet af koldkrigsorienterede romaner og film i perioden. Så som et eksempel på min research-strategi er her et udvalg af de værker der stod på min liste. Jeg fik ikke pløjet mig igennem dem alle, men mange af dem.

Romaner:
George Orwell: 1984, 1949
Mickey Spillane: En ensom nat, 1951
Eric Ambler: Safari bag jerntæppet, 1951
William Golding: Fluernes herre, 1954
Nevil Shute: On the Beach, 1957
John le Carré: Spionen der kom ind fra kulden, 1963
Kurt Vonnegut: Cat’s Cradle, 1963
Knud Meister og Carlo Andersen: Spionen i Hjemmeværnet (Jan-bog), 1963
Martin Cruz Smith: Gorky Park, 1981
Len Deighton: romanserien om agenten Bernard Samson begyndende med Berlin Game, 1983
Tom Clancy: Jagten på Røde Oktober, 1984
Frederick Forsyth: Den fjerde Protokol, 1984
Tim O´Brien: The Nuclear Age, 1985
Flemming Andersen: Rejsen til Den Smukke Plads, 1986
Leif Davidsen: Den russiske sangerinde, 1988

Film:
The Iron Curtain, 1948
I Married a Communist, 1949
Den tredje mand, 1950
Blændværk, 1955
Kiss Me Deadly, 1955
Invasion of the Body Snatchers, 1956
Lyssky transport gennem Danmark, 1958
On the Beach, 1959
Menneskejagt, 1959
Panic in Year Zero, 1962
Adskillige af James Bond-filmene fra Dr. No, 1962 til Octopussy, 1983
The Manchurian Candidate, 1962
Fail-Safe, 1964
Dr. Strangelove, 1964
The War Game, 1965
The Bedford Incident, 1965
Bag jerntæppet, 1966
Abernes planet, 1968
Topaz, 1969
Mad Max-trilogien, 1979, 1981 og 1985
Firefox, 1982
Wargames, 1983
The Day After, 1983
Red Dawn, 1984
Rocky IV, 1985
Rambo-trilogien, 1982, 1985 og 1988

Og så lyttede jeg til og nærstuderede teksterne til musikhits som:

Tom Lehrer: We Will All Go Together When We Go, 1959
Bob Dylan: A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og Talking World War III Blues, begge 1963
Bjarne Jes Hansen: Vi voksne kan også være bange, 1979.
Malurt: Kold krig (lp), 1980
Nena: 99 Luftballons, 1983
Bruce Springsteen: Born in the USA, 1984
Sting: Russians, 1985
Elton John: Nikita, 1985
Genesis: Land of Confusion, 1986
Scorpions: Wind of Change, 1990

Produktionen af koldkrigsrelateret litteratur, film og musik korresponderede i øvrigt ret nøje med den faktiske politiske udvikling i perioden. I 50'erne og 60'erne hvor konflikten var mest knugende, blev der produceret mest. I 70'ernes afspændingsperiode blev der stort set intet produceret. Og i perioden fra 1979 og frem til midten af 80'erne hvor konflikten igen spidsede til, blev der atter skabt koldkrigsbøger, -film og -musik i stor stil.

Horror

Jeg har i de seneste uger set en håndfuld af 30'erne og 40'ernes mest berømte horrorfilm: Dracula (1931, udgaven med Bela Lugosi i titelrollen), Frankenstein (1931), King Kong (1933), Bride of Frankenstein (1935) og The Wolf Man (1941). Ingen af filmene kan siges for alvor at have bevaret uhyggen - dertil er virkemidlerne generelt for tydelige og udtrykket for kitschet med vore dages blik, men filmene er alligevel meget medrivende og fascinerende at se.

Det skyldes dels at monstrene i filmene (Dracula, Frankensteins uhyre, kæmpeaben og varulven) forlenes med lidelse og med en smertelig og virkelig gribende disponering for selvdestruktion, dels at filmene kredser så utilsløret om mødet mellem monster og uskyld, om fortabelsen, som noget lystfuldt midt i al panikken. Filmene udtrykker kort sagt en sammensmeltning mellem rædsel, melankoli og erotik, og denne sammensmeltning virker trods de kitschede elementer stadig sært tillokkende og grænseoverskridende.

Jeg blev overrasket over hvor actionfyldt og elementært underholdende King Kong er, men den bedste film blandt de fem er utvivlsomt Bride of Frankenstein. Forgængeren Frankenstein blev en så umådelig succes at instruktøren James Whale helt uhørt fik så godt som frie hænder samt stillet et kæmpebudget til rådighed da fortsættelsen skulle produceres. Det store budget ses på filmens mange flotte kulisser, og de frie hænder ses på historiens foruroligende originalitet: Instruktøren fremstiller monsteret som en Kristus-lignende figur; han dvæler fascineret ved den moralsk afsporede og dybt perverterede dæmoniske videnskabsmand dr. Pretorius som fostrer ideen til at skabe en kvinde til Frankensteins monster; og han forstyrrer tilskuerens sjælero ved at skabe oprigtig sympati for monsteret samtidig med at det begår virkelig frastødende forbrydelser såsom at drukne en seksårig pige under en misforstået leg. Og så er filmen rent æstetisk en nydelse. Nærbillederne af Frankensteins brud i filmens slutscener er noget af det skønneste og særeste jeg længe har set.

...

Billederne:

- Ulvemanden (Lon Chaney Jr.) med den kvinde han begærer, og som af den grund bliver hans død (Evelyn Ankers).

- Elsa Lanchester som Frankensteins brud.

- Fay Wray som skønheden King Kong forelsker sig dødeligt i.

Ungdomsroman

Jeg har sagt ja til at skrive en roman for Dansklærerforeningens Forlag til deres serie "Frit for fantasi". Seriens målgruppe er 7.-10. klasse, og jeg glæder mig allerede til at komme i gang med arbejdet selvom jeg endnu ikke har en idé klar, og selvom aftalen med forlaget (efter mit ønske) lyder på at jeg først skriver ungdomsromanen når jeg er færdig med den roman jeg arbejder på nu. Hvilket vil sige at jeg først skal aflevere et manuskript til forlaget om et par år.

Men jeg er sikker på at det bliver meget interessant - og sjovt - at skrive den bog, og så er det behageligt at vide hvad man skal lave et godt stykke tid fremover.

I øvrigt har mange gode forfattere gennem årene bidraget til Frit for fantasi (hvilket selvfølgelig gjorde det nemmere for mig at sige ja til opgaven). Øverst ses en bog fra serien skrevet af Pia Juul. Blandt de øvrige bidragydere har været Svend Åge Madsen, Henrik Nordbrandt, Jesper Wung-Sung, Pablo Llambias, Jens Smærup Sørensen, Janne Teller, Martin Glaz Serup, Tomas Lagermand Lundme, Hanne Marie Svendsen, Mette Thomsen, Bent Vinn Nielsen og Henning Mortensen.

Navne

Da jeg var atten, skrev jeg en novelle med titlen ”Bjælken”. Novellen var en af de tre noveller jeg vedlagde ansøgningen til Forfatterskolen et par år senere. ”Bjælken” handler om den ensomme mand Maks som er stærkt knyttet til en bestemt bjælke i sit hus, men som mister bjælken og det meste af sin identitet da han i et anfald af havesyge accepterer et tilbud om at bytte hus med sin nabo Gid Nys og dermed få et større og langt flottere hus. Læs personnavnene bagfra og få et hint om novellens temaer.

Jeg var dengang temmelig inspireret af Peter Seeberg, især novellesamlingen Eftersøgningen hvor Seeberg giver en del eksempler på særprægede og betydningsladede personnavne som Graves, Tape, Drain, Dust, Half og Aino (I know). Maks og Gid Nys var behjertede og lettere klodsede forsøg på at efterligne Seebergs navneoriginalitet i en typisk ungdommelig epigon-novelle.

Senere mistede jeg dog lidt af interessen for den seebergske tilgang til navngivningen, og i ingen af mine tre bøger har jeg (bevidst i hvert fald) forsøgt at kreere navne med en særlig symbolsk betydning. Selvom jeg stadig godt kan lide Seebergs navne – og Svend Åge Madsens og Paul Austers og hvem der ellers excellerer i sære, symbolladede navne – synes jeg for min egen skrivnings vedkommende at det er for let og for overfladisk at forsøge at lægge betydning ind i en tekst via personnavnene. Lidt firkantet sagt er det nemt at fortælle at en novelle handler om skam ved at kalde hovedpersonen Maks (ligesom det er nemt for Seeberg at fortælle at romanen Fugls føde handler om tilværelsens tomhed og identitetens udhuling ved at kalde hovedpersonen Tom), hvorimod det jo overhovedet ikke er nemt at give en dybtgående skildring af skamfølelsen hhv. tomheden.

Jeg er i gang med at skrive en ny roman og har for ikke så længe siden fået fastlagt navnene på de seks vigtigste personer. Jeg går efter at finde nogle navne der virker autentiske og originale på samme tid, og som ikke har anden betydning end deres klang. De skal lyde af noget, være gode at udtale. De må ikke være for anonyme, men heller ikke for prægnante, de skal være mere cool end komiske. Hvor jeg for fjorten år siden var gladest for navne som Tape og Aino, finder jeg i dag større inspiration i navne som Holden Caulfield, Oskar Matzerath og Dylan Ebdus.